2015 © Copyright

by Kim Schulz

Mayo, Mayo, Mayo – hjemmelavet og i flere udgaver


DSC06254

Førhen var Mayonaise en af de der ting jeg kun lavede når drengene var på besøg og vi virkeligt skulle lave en ordentlig burger eller lignende.  Nu? En af de ting der pludselig er blevet “hverdag” at have i vores køleskab – selvfølgelig efter at vi er skiftet til LCHF kost.

Når man læser i ældre kogebøger om hvordan man skal lave mayonaise, så er det altid noget med at røre æggeblommer nærmest hvide og derefter tilsætte smagsneutral olie en dråbe af gangen så det ikke skiller ad. Sådan er der sikkert også mange der laver deres mayonaise i dag, men der findes en langt nemmere måde – ja i hvert fald hvis man har en Bamix stavblender (andre mærker kan sikkert have samme egenskab) og dens lille flade piske-spids med huller i.

Gutterne fra facebook gruppen “Danske Bamix Entusiaster” har lavet en lille opskrift video om hvordan man laver Mayo med stavblenderen. Der er 3 ting der er vigtige at huske fra videoen:

  1. der skal sennep i opskriften (det er en emulgator og gør at mayo bliver mere stabil)
  2. der benyttes helt æg (dette gør mayo mere cremet)
  3. Man må ikke løfte stavblender for hurtigt fra bunden af piske-bægeret (mindst 10 sekunder skal der gå)

Og uden yderligere introduktion er her opskrift videoen:

En mayo som denne kan holde sig en lille uges tid i køleskabet i et tætsluttende bøtte. Så længe når det dog sjældent at få lov at stå hos os.

Opskriften er let at huske: 1 æg, 1spsk sennep (med lavt sukker indhold, f.eks. dijon), 1 spsk eddike (jeg bruger f.eks. æblecider eddike), lidt salt og peber og så 3-3,5dl smagsneutral olie (f.eks. Rapsolie). Det hele i bøtten og rør med stavblender fra bunden af (10sek) og flyt derefter staven langsomt opad. Hurtigt og lækkert, så ingen grund til at købe de kemi-udgaver der sælges i supermarkederne.

 

DSC06265

 

 

En Mayo – mange opskrifter

Ok nu når man har en grund-mayonaise opskrift, så kan vi jo lige så godt kigge på hvordan man kan variere den således at man få en masse nye spændende ting ud af det.

Herunder finder du nogle bud på mayo-udgaver som kan bruges i dagligdagen – specielt som erstatning for nogle af alle de tilsætningsstof-fyldte udgaver man kan købe i supermarkederne. Der er både klassikere som remoulade og chili-mayo, men også mere frække indslag som bearnaise-mayo og sågar en burgerdressing der minder om den man får i en big-mac hos Mc Donalds.

 Bemærk: opskrifterne er skrevet til folk der lever efter LCHF principperne og bruger derfor Sukrin i stedet for sukker. Er du ikke LCHF’er, så kan du bare bruge almindeligt sukker. 

 

DSC06260

Chili-mayo

Kort beskrivelse:

Dette er nok den mest simple variation over Mayo, men nok også den vi bruger mest. En chili-mayo er fantastisk som dip til “fritter”, som topping på en bøf, som dip til kylling osv osv. Man kan selv variere den i styrke og smag efter behov.

Ingredienser

  • 2dl mayo
  • 2-3 spsk chilisauce (jeg bruger mest Peperoncini Macinati fra Lidl eller Sriracha sauce)
  • 1 tsk sukrin
  • salt+peber

Fremgangsmåde

  1. Rør chilisaucen ud i din mayo (tilsæt lidt af gangen så du ikke får lavet den for stærk) og smag til med salt+peber+sukrin (evt. mere chili-sauce efter behov)
  2. Mere enkelt kan det vist ikke være.
  3. Smagen bliver mere intens hvis den står lidt.

 

 

DSC06261

Hjemmelavet remoulade

Kort beskrivelse:

En lidt syrlig remoulade som er fantastisk på fiskefileten eller til en frikadelle. Du vælger selv hvor grov den skal være når du hakker grøntsagerne.

Ingredienser

  • 4 spsk hjemmelavet mayonaise
  • 1 spsk cremefraiche min. 38 % (evt. 18%)
  • 1 spsk kapers
  • ½ gulerod (svarende til 1spsk i hakket stand – kan undlades)
  • 4-5 små cornichoner (svarende til 1-2 spsk i hakket stand)
  • 1-2 små buketter blomkål (svarende til 1-2 spsk i hakket stand)
  • 1/4 løg (svarende til 1tsk i hakket stand)
  • 1 tsk sennep (en med lavt sukker indhold)
  • 1spsk sukrin
  • salt + peber
  • evt. Gurkemeje for at give den mere gul farve

Fremgangsmåde

  1. Hak gulerod, løg, blomkål og cornichoner så fint som du ønsker dem i din remoulade. Lad den dryppe af i en sigte da remouladen ellers vil komme til at smage meget af pickels.
  2. Rør mayo, sennep, sukrin godt sammen og bland så grønsagerne i. Smag til med salt+peber+evt mere sukrin og tilpas farven med gurkemeje.

 

 

DSC06257

Karry-mayo-dressing

Kort beskrivelse:

En perfekt dressing til kylling, men kan også bruges som dip til f.eks. grønsagsstænger, flæskesvær eller andet. VIGTIGT: for et bedre resultat, så tilberedes karryen i lidt af olien INDEN man rører mayoen.

Ingredienser

  • 2-3 spsk smagsneutral olie
  • 1-2 spsk karry pulver (der er meget forskel på karry, så find din favorit)
  • 1 spsk sukrin (eller andet sødstof)
  • salt + peber
  • 1½ dl mayonaise

Fremgangsmåde

  1. INDEN du rører din mayonaise, så puttes 2-3 spsk olie på en pande sammen med karryen og det ristes hurtigt igennem uden at branke karryen. Dette afsætter en masse karry smag i olien.
  2. Skrab karry olien af panden og brug det som en del af olien når du laver din mayo (har du allerede lavet mayoen, så bland olien i denne).
  3. Tilsæt sukrin og rør godt igennem så det opløses.
  4. Smag til med salt+peber + evt lidt citronsaft hvis den ønskes lidt mere syrlig.

 

 

DSC06259

Bearnaise-mayo

Kort beskrivelse:

Denne mayo er fantastisk til en god rød bøf, men gør sig også godt som dip til bønne-fritter (eller andre former for “fritter”) eller som dip til grønsagsstænger. Bemærk at man for det bedste resultat, skal bruge bernaise-essensen allerede når man laver mayoen.

Ingredienser

  • 2spsk bernaise essens (kan købes i supermarkeder eller laves selv, estragon-eddike kan også bruges til nøds)
  • 1tsk sukrin (eller et par dråber stevia)
  • salt + peber
  • 1-2 spsk finthakket frisk estragon (til nøds kan tørret estragon bruges)

Fremgangsmåde

  1. Når du laver din mayo, så benytter du bearnaise-essens i stedet for eddiken. Lav ellers mayo som normalt.
  2. Hak estragon fint og bland det i mayo.
  3. Smag til med salt+peber+sukrin og rør godt igennem.
  4. Smag evt. til med mere essens hvis en mere syrlig smag ønskes.

 

 

 

DSC06256

Klassisk “Big-Mac” dressing

Kort beskrivelse:

Denne dressing vil ramme ganske tæt på den som folk kender fra en Bic Mac hos Mc Donalds. Den sursøde smag der opstår grundet drueagurkerne, eddike og sukarin. Normalt ville jeg lave den med sød sennep og så undlade sukarin, men da denne ikke er LCHF venlig har jeg lavet opskriften på denne måde.

Ingredienser

  • 1,5 dl mayonnaise
  • ½ dl mild sennep (evt 2 spsk sennepspulver+sukrin rørt med ½dl ekstra mayo)
  • 2 drueagurker/cornichoner
  • 1 tsk hvidvinseddike
  • ½ fed hvidløg
  • 1 tsk paprika (gerne en lidt sød en)
  • smag til med salt og sukrin

Fremgangsmåde

  1. Den hurtige måde: put alle tingene i et bæger og blend med en stavblender.
  2. Den langsomme: Hak hvidløg og drueagurker fint og bland med resten af ingredienserne.
  3. Smag til så den ligger lidt til den søde side.

 

 

 

6 mayo dressinger på rad og række

Kim Schulz

Kommentarer (4)