2015 © Copyright

by Kim Schulz

Kartoffel Strudel – en kage-inspireret kartoffelret.


Kartoffel Strudel

 

Kartofler, Kartofler, Kartofler

Forleden fortalte jeg omkring den konkurrence jeg deltager i hvor man skal lave retter med gode danske økologiske kartofler. Mit første bud på en ret var min opdaterede udgave af klassikeren Pommes Anna.

I dag vil jeg så beskrive mit næste bud samt forklare lidt omkring hvad der fik mine tanker i denne retning.

Lad det gå i kage

Ser man på kartoflen sådan helt rent, så er det egenligt ikke meget smag den har. Derfor har jeg også en tendens til at tilføre den nogle smage som underbygger og fremhæver kartoflens smag og konsistens.

En af de ting jeg god kan lide ved mine retter med kartofler, er når der opstår en synergi mellem noget sprødt og så kartoflens bløde konsistens. I min Pomme Anna var det den friterede ydre som udgjorde det sprøde imens det indre var smørdampet mørt.

Med denne kartoffelret går jeg lidt i en anden retning, da jeg her alene har kartoflen for dens bløde konsistens. Jeg tilføjer så noget til ekstra for at give sprødheden i retten, hvilket denne gang var i form af butterdej.

Jeg fik nemlig den ide at man da måtte kunne lave noget ala den østriske Apfel Strudel med kartofler. Dog som et tilbehør til hovedretten i stedet for som en dessert/kage.

Apfel strudel er klassisk en blanding af æbler (typisk groft revet eller i tynde skiver) der vendes med kanel, sukker og rosiner. Nogen tilføjer ligeledes en smule smør til selve blandingen.

Fun Fact: Den ældste kendte opskrift på Apfel Strudel er håndskrevet og fra 1696. Den kan findes på hovedbiblioteket i Wien, Østrig.

Jeg ville gerne erstatte æblerne med kartofler og så ellers sørge for at det ikke mere var en sød og dessertagtig sag. Rosinerne blev derfor erstattet af små stykker soltørret tomat og finthakket forårsløg, kanel og sukker blev til friskkværnet peber og salt. Sidst men ikke mindst så tilføjede jeg en god portion fuldfed økologisk creme fraise for at binde det hele sammen.

Til sidst blev det hele pakket ind i et lag butterdej. Tanken var at kartoflerne nærmest ville blive dampede møre inde i butterdejspakken imens at butterdejen udenpå bliver lækker, gylden og sprød.

Fyldet ligger på dejen

 

Og dommen er?

Resultatet blev faktisk næsten 100% som jeg ønskede det og forventede det. Jeg havde forventet lidt mere cremethed fra creme freis, men den bandt det dog fint sammen som forventet. D

Den ydre skal af butterdej var helt perfekt sprød og knasende imens kartoflerne var perfekte møre med lige en smule bid. Smagen af de soltørrede tomater gav en fin note til retten uden at være for dominerende. Man kunne med andre ord sagtens smage de lækre danske økologiske kartofler igennem retten uden at det kun smagte af kartofler.

Det bedste ved det hele er næsten, at man fint kan spise denne ret både varm og kold. I kold tilstand smager kartoflerne lidt mere igennem, men det gør jo heller ikke noget.

Alti alt en ganske vellykket ide jeg fik der og i modsætning til min Pommes Anna, så tror jeg ikke denne findes som en klassiker i noget køkken (i så fald så fortæl endeligt mere, for jeg har ikke kunne finde den på internettet ud over nogle få med lignende ideer).

Kartoffel strudel klar til servering

 

Man kan selvfølgelig krydre sine kartofler med hvad man vil. Jeg kunne forestille mig at retten ville blive rigtigt lækker med f.eks. rosmarin eller timian – eller hvad med at tilsætte lidt hakket tomat i stedet for creme freis? Mulighederne er mange.

Jeg serverede mine kartofler med grillede kyllingelår og en god frisk tomatsalat. Et simpelt men yderst velsmagende måltid.

 

Kartoffel Strudel

Kort beskrivelse:

En lækker måde at lave kartofler til når man har gæster på besøg eller bare vil have det lidt ekstra lækkert.

Ingredienser

  • 500g danske økologiske kartofler
  • 3 plader butterdej
  • 4-6 forårsløg
  • 50-100g soltørrede tomater (helst dem som ligger i olie da de har mest smag)
  • 2-3dl creme freis
  • salt
  • frisskværnet peber
  • 1æg til pensling

Fremgangsmåde

  1. Skræl kartofler og skær dem i tynde skiver på mandolinjern eller med kniv (kartoffelskræller kan også bruges).
  2. læg butterdejsplader så de lapper lidt over hinanden på den lange led og rul dem så ud til ca dobbelt størrelse.
  3. hak soltørrede tomater og forårs løg fint og bland det i creme freis. Tilsæt salt og peber.
  4. Tænd ovnen på 200C.
  5. Dub kartoflerne helt tørre og bland dem med creme freis så alle kartofler er smurt ind. Det er lettest at bruge fingrene til det så kartoffelskiverne ikke klumper sammen.
  6. Herefter skal det gå hurtigt for kartoflerne begynder at væske i creme freice så den bliver meget flydende.
  7. Læg kartoffelblandingen på midten af butterdejsfladen som en lang stand.
  8. Fold ender op og fold den ene side ind over kartoflerne.
  9. Smør nu overfladen af folden med letpisket æg og fold så den anden langside ind over.
  10. Smør igen hele overfladen med æg for at den bliver ekstra gylden ved bagning.
  11. Sørg for at enderne lukker tæt.
  12. Bag i ca 40 minutter midt i ovnen til overfladen er helt gylden og sprød.
  13. Hvis du kan stikke en tandstik igennem kartoflerne uden modstand, så er de klar.
  14. Server i skiver af 3-4cm tykkelse.

fyld i lange baner

Kim Schulz

Skriv en kommentar