Butterflied spicy-mørbrad med grillspyd og Guacamole

Butterflied spicy-mørbrad med grillspyd og Guacamole

butterflied spicy mørbrad med grillspyd og guacamole

Efter nogle dage med regn og iskoldt vejr, så kom der her til eftermiddag endelig lidt sol og varme igen. Straks røg mine tanker væk fra arbejdet og ud til grillen.

Det er dejligt sådan engang imellem at lade tankerne svæve rundt i mad-tankerne og se hvad man kan finde på af sjove ting. Jeg besluttede mig for at retten jeg skulle lave i dag, skulle være lavet med ting vi allerede havde på lager i huset – lidt “Stop Spild af Mad”-supporter er man vel.

Jeg vidste vi havde en svinemørbrad og en masse grønt samt nogle avocadoer som var lidt til den overmodne side. Det skulle der nok kunne blive et lækkert grillmåltid ud af.

 

En flad mørbrad

Ofte når jeg tilbereder svinemørbrad på grillen, så er det enten i en fyldt udgave, viklet i bacon/skinke eller blot en hel marineret mørbrad. I dag havde jeg dog lyst til at lave den lidt anderledes, så jeg besluttede mig for at lave min mørbrad butterflied.

Konceptet med at “butterfly” noget er mere kendt indenfor tilberedning af kylling, hvor det normalt betyder at man fjerner rygbenet i den hele kylding og så folder kyllingens to sider ud som en “sommerfugl (deraf navnet). Dette koncept kan man dog sagtens overføre til en svinemørbrad og derved få et mere fladt stykke kød.

Man tager simpelthen sin mørbrad, afrenser den for sener og fedt på overfladen og så finder man der hvor bi-mørbraden sidder (hvis den er med). Nu skærer man så forsigtigt ind langs bimørbraden indtil man har flækket mørbraden helt – pånær et stykke som ca svarer til tykkelsen af kødet der er på hver side af snittet.

Man kan nu folde mørbraden op så den bliver helt flad og ca 2-3cm tyk (alt efter kødets tykkelse selvfølgelig).

saftigt og mørt kød i en fart.

Giv den evt. et tryk med håndroden så den blive jævnt flad. Nu er den klar til at blive grillet og da den er tynd, ja så kan den være klar på få minutter. 

Hvorfor dog lave sin mørbrad flad? jo ved at flække mørbraden, så vil der pludselig være næsten dobbelt så meget overflade på kødet – overflade der kan krydres og gives smag, overflade der kan få grillmærker og se lækker ud.

Forvent ca 2-4minutters grill på hver side ved direkte varme. Grillen må gerne være godt varm når man griller den over gløderne. Dermed kan der komme nogle flotte grillmærker på kødet.

I dag krydrede jeg mit kød med en ny krydderiblanding som jeg pt tester. Det er en asiatisk inspireret Spicy BBQ rub som består af chili, sichuan peber, ingefær, hvidløg, himalaya salt og et par andre ting. Den kommer snart til salg på meatlover.dk

Butterflied spicy mørbrad

Kort beskrivelse:

En lækker og hurtig måde at lave en mørbrad på så den får den optimale smag fra krydderierne på ydersiden.

Ingredienser

  • 1 mørbrad
  • 1-2 spsk af din favorit krydderiblanding (gerne en lidt spicy en)
  • olivenolie

Fremgangsmåde

  1. rens mørbrad for sener og fedt, men lad bimørbrad (lang tynd “pølse” på siden af mørbrad) sidde på hvis den er der.
  2. Læg mørbraden ned på siden så bimørbraden (eller der hvor den sad) ligger ud til den side du naturligt ville skære fra.
  3. Skær et snit langs bimørbraden således at du skærer midt igennem mørbraden og der derved bliver 2-3cm kød på hver siden. Du skal IKKE skære hele vejen igennem på tværs, men lade 2-3 cm være tilbage.
  4. Åben mørbraden i snittet så det bliver et stort fladt stykke ala en svine schnietzel (tryk den evt lidt med håndroden så den bliver helt flad).
  5. Giv kødet godt med krydderi på begge sider og lad det trække i minimum 10 minutter (gerne 30-60min).
  6. Inden kødet skal på grillen, så hældes der lidt olie ud over kødet så det ikke hænger fast i grillen.
  7. Grillen tændes til direkte varme (alternativt bruges en varm stegepande) og kødet grilles 2-4minutter på hver side indtil der er kommet lidt flotte grillmærker og kødet føles fast.
  8. HUSK at mørbrad er magert så det må endeligt ikke få for meget.
  9. Lad gerne kødet trække lidt inden du skærer det ud.

 

Det sunde spyd

Som tilbehør til min mørbrad skulle der noget grønt til. Når man spiser efter LCHF principper som vi gør, så spiser man primært grønsager som vokser over jorden (disse indeholder normalt mindre stivelse og dermed mindre kulhydrat). Jeg havde en rest blomkål, nogle champignons, en peberfrugt, en halv aubergine og en håndfuld cherry tomater.

Disse ting blev på skift sat på nogle almindelige grillspyd bambus pinde og for sjov smed jeg et ½ stykke rullet bacon ind mellem tingene et par steder. De færdige spyd blev smurt med en marinade af olivenolie, salt, peber, rosmarin og en sjat balsamico.  Ud på grillen på indirekte varme indtil grønsagerne (primært blomkål) begyndte at blive møre. Lige inden servering fik spydene lige et minut over direkte varme så det fik fine grillmærker og den smag dette giver.

Tingene hygger sig på grillen.

 

Det sunde fedt

Indtil videre består menuen primært af fedtfattigt kød og grønsager. Der er lidt bacon (nåja det endte med 1½pakke men alligevel!) men der var stadig plads til en del mere fedt i denne ret for at få fedt-protein-kulhydrat forholdet til at passe. Jeg kunne jo bare have lavet en mayonaise som tilbehør, men da vi havde et par overmodne avocadoer på lager, så blev det i stedet til en guacamole creme.

For at lave en lækker guacamole skal du bruge følgende:

  • 1 lille løg
  • 1 fed hvidløg
  • 2 avocado
  • 1 tomat (eller 2-4 cherrytomater)
  • saften af 1 lime
  • spidskommen
  • cayennepeber
  • salt+peber

Hak løg og hvidløg fint og put det i en bøtte. Skær tomat i små tern og bland med løgene. Del avocado i halve og fjern stenen. Skrab det grønne frugtkød ud med en ske og bland det med løgne. Kør evt det hele en hurtig gang i en blender for at gøre det helt cremet. Smag til med limesaft og krydderier og server straks efter fremstilling (eller opbevar i en lufttæt beholder i køleskabet (dryp evt overfladen med lidt ekstra lime så den ikke bliver brun).

Jeg har tidligere benyttet Guacamoles i forbindelse med min Mexikanske Taco-Dinner (ikke 100% LCHF)

grillspyd i dagens sidste solstråler

Skriv et svar