2015 © Copyright

by Kim Schulz

Brandbygegaard Julemarked og en lille give-away


I mit forrige indlæg her på bloggen skrev jeg om de to flinke folk Søren Sørøver og Lone Landmand og nævnte også at man burde smutte forbi deres julemarked i denne weekend. Man kan selvfølgelig ikke komme med sådan en opfordring uden selv at tage afsted. Derfor tog knægten og jeg på roadtrip til Brandbygegård ved Odder for at besøge julemarkedet (er du her bare for Give-away, så scroll til bunden).

Søde uldgrise

Da vi ankom var det lige begyndt at regne, men det lod ikke til at gå folk på. Nogen trak ind i den store lade imens andre blot trak  jakken op om ørene og fortsatte deres hyggelige gåtur rundt på gården.

Selve markedet foregik inde i deres store trælade hvor der var dækket op med små boder langs væggene og en masse store rundborde i den ene ende. Der var nærmest sort af folk, så der var en lystig summen fra folks snak med standeholderne – med hinanden.

Folk hygger om rundbordene

Den røde tråd i markedet er på mange måder ligesom den røde tråd i deres kogebog – Kærligheden til den gode råvare og den måde den er blevet produceret. Langt det meste på markedet var enten økologisk eller fra en lille producent som lægger samme kærlighed i produkterne, men ikke lige er sluppet igennem bureaukratiet der kræves for at opnå det røde Ø på mærkatet.

Der var selvfølgelig Oles Gård med hans lækre marmelader og sager samt nogle af hans lækre pizzaer i en “frysepizza” udgave. Når jeg skriver “selvfølgelig”, så er det fordi han sommeren igennem har holdt pizza-søndag på Brandbygegaard. Der var også det lækreste, smagfulde svinekød fra Refshøjgaard Landbutik. Knægten kunne nærmest ikke slæbes derfra da han først havde smagt på det.

sort af besøgende

Og så var der Sondrup Gårdmejeri. De laver mejeri produkter – primært ost – på gedemælk. I et land hvor gedeopdræt endnu ikke er så populært, så er det et spændende kun at satse på netop dette i ens produktion. Deres gede gouda oste var dog så gode at selv en ikke-oste-spiser som mig bare måtte købe et par stykker af dem alligevel.

Der var lækre vine fra Smukvin.dk og Le Raït. Økologiske Øl fra kongebryg og selvfølgelig både øl, vin og bobler fra gårdens helt eget vinhus – Kvist og Vitus.

Der var mange andre spændende boder og salg af både kunsthåndværk, kuletræer og de største grønkål jeg har set til dato. Se den fulde liste af udstillere her.

Vi ankom ved frokost tid og da knægten var sulten, ja så måtte vi strak i køen for at smage noget af husets Chili con Carne lavet på glade køer. Lækker intens smag og jeg måtte konstatere at jeg skulle have haft bestilt 2 portioner for min alt-ædende knægt ville have det hele for sig selv (og han plejer ellers ikke at have ejerskabsfornemmelser).  Maden blev indtaget siddende på halmballer omkring store “rundborde” (kabelruller) i hyggelig snak med en familie fra århus der også var på gården for første gang. Vi blev enige om at det heller ikke blev sidste.

Maden blev skyllet ned med huset æble-gløg og most og snart var vi parate til at indtage boder og ikke mindst besøge gårdens dyr. Det var  utroligt hyggeligt og selv om der ikke var meget “jul” (i den klassiske “lidt for meget rødt, glimmer og korny kineser-ragelse” stil) så var det et virkeligt godt julemarked. Vi fik dog smagt nogle formidable hjemmelavede æbleskiver inden de måtte melde dem totalt udsolgt.

Poserne var fulde af lækre delikatesser, grønsager og ikke mindst vin og bobler da vi forlod stedet og både sønnike og jeg var helt opstemte af den gode oplevelse.

Jeg håber at komme tilbage på gården igen når der er lidt mere grønt og lunt  – se alle æbletræerne, vinrankerne og dyrene i deres rette element. Knægten ville også gerne tilbage, for han ville gerne have en tur i den gamle røde Fergusson traktor.

 

En lille give-away

Jeg lovede jo i overskriften at der var en lille give-away i dag. Det er der selvfølgelig også. Jeg har nemlig et ekstra eksemplar af bogen “Og halsen af en svane” som jeg udlover blandt en af jer læsere.

Det er ganske enkelt at være med, for du skal blot svare på følgende spørgsmål i en kommentar herunder:

“Hvilken ret/menu udgør den ultimative jule-menu for dig?”

Vinderen bliver trukket blandt dem der svarer inden den 18. December kl 12 og vil få svar hurtigst muligt efter.

Og hvis jeg ikke når det inden, så god jul til jer alle.

Kim Schulz

Kommentarer (12)

  1. Brian

    Den ultimative menu er Ande og Flæskesteg og sovsen er lavet af fedt fra anden, brunede kartofler, der kan jeg godt lide det er lavet med honning, rødkål samt noget surt til. Dessert er Risalamande med kirsebærsauce.

    Svar
  2. Signe O.

    Det er faktisk lidt sjovt at tænke på, hvordan forskellige madvarer finder vej til at blive traditioner. Jeg er sådan relativt ung (well, 36), men er udstyret med en halvgammel sjæl, så min mand (som jeg mødte for 20 år siden) og jeg har næsten altid inviteret alle, der måtte have lyst, til juleaften.
    I starten fik vi vist “kun” and. Så havde min søster i nogle år en kæreste, som ikke brød sig om and, men foretrak flæskesteg. Og så indførte min far, at han ikke kunne leve uden medister.
    Siden da har vores julemiddag bestået af: And, flæskesteg, medister, hvide kogte kartofler, brunede kartofler, rødkål, franske kartofler (altså saltede chips) og groteske mængder SOVS! Åååårrrhhh, den sovs! Stik mig en ske, og jeg er ikke bange for at bruge den! 😉
    Og så (selvfølgelig) risalamande med lun kirsebærsauce til dessert.
    I år bliver vi kun min mand og jeg, vores to børn og min far. Men alt ovenstående kommer på bordet! Det er nærmest uhyrligt, ikke? Til gengæld får vi altid biksemad juledag, og det er virkelig verdensklasse, når det hele steges sprødt og efterfølgende druknes i andesovs!
    Ja, det er så vores “beskedne” julemiddag. Tak for en skøn blog – og glædelig jul til dig og dine! 🙂

    Svar
    • Kim Schulz

      Kender det kun alt for godt det med at hver familie tilføjer lidt “behov” til menuen…hos os kan du tilføje grønlangkål og kogt skinke til din liste :-S

      Svar
  3. Allan Simonsen

    Det starter jo til middag 🙂
    Der skal vi have Æble flæsk – en “ny” ret der er kommet til inden for de sidste par år, men som jeg ELSKER 🙂

    Om aften skal der så være Flæskesteg – vi får dog også altid and.. Men i min version skal der bare være flæskesteg, så skal der være brune og hvide kartofler, Mors rødkål, asier, gaffelvenlig sovs og taffel chips – de der helt luftige og kunstige der bobler når de kommer i nærheden af sovsen 🙂

    Også er det det – gider ikke risalamade, hellere mere steg – hvis det skal være sødt så en måske en lille vanilje krans..

    Svar
  4. Nina

    Hvis der er en and, så er jeg meget fint tilfreds.
    Jeg vil dig gerne rykke lidt med traditionerne. Det skide risengrød med lidt flødeskum, mandler og kirsebærsauce, er da noget fanden har skabt i vrede! 😉

    Svar
  5. Wim Nielsen

    Andesteg, hjemmelavet rødkål, sprød og knasende med appelsin og nødder, brune kartofler (ikke nogle af de hvide) og masser af sovs. Risalamande til dessert!

    Svar
  6. Nicolai Banck

    “Hvilken ret/menu udgør den ultimative jule-menu for dig?” – And, and, and med brune kartofler ! Ris a la mande med kold og varm sovs af appelsen !

    Svar
  7. vibeke breuerbach

    Altså alt det klassiske – men det går ikke uden den knasende rødkålssalat ned både æbler, appelsiner, allehånde, nellike og masser af valnødder 🙂

    Svar
  8. Nikolaj Larsen

    And, sovs, kartofler (franske, hvide og brune, rødkål og ribsgelé…

    Og en kraftig rødvin

    Så behøver der Ikke serveres mere den aften

    Svar