Squash fritter – Et sprødt LCHF alternativ

8

Squash fritter – Et sprødt LCHF alternativ

Lækre sprøde LCHF squash-fritter

For nogle dage siden var jeg med konen og nogle venner et smut for Falster for at holde lidt ferie og vise hjemstavnen frem. Vi havde fået lov at låne svigerforældrenes hus mod at vi vandede deres planter osv. Det var en god deal da det at vande haven også betød at vi kunne rippe den for alle de modne grønsager.

Blandt grønsagerne var nogle kæææææmpe squash som jeg ved at svigerforældrene slet ikke gider rode med. Når de vokser så store, så bliver de lidt hårdere i skallen og i midten bliver de sådan lidt svampede med store kerner. Vi tog dem dog med alligevel, for de er bestemt stadig spiselige – man skal bare lige vide hvordan.

Jamen fritter er da af kartoffel?

Hjemme igen skulle jeg så igang med at finde ud af hvad jeg kunne bruge de kæmpe squash til. Noget blev revet som fyld i salater, andet som fyld i sammenkogte retter. Nogle blev skåret i stykker og brugt til bacon-squash stykker og ja så var der stadig en tilbage.

Jeg har tidligere lavet nogle skiver af squash som jeg vendte i rasp og revet parmasan og bagte i ovnen. Det var dog før vi begyndte at spise efter LCHF principperne hjemme hos os og da Rasp er brød og dermed kulhydrater/stivelse, ja så kunne den opskrift ikke bruges mere. Det gav mig dog ideen til at lave nogle sprøde squash-fritter som er LCHF venlige i stedet.

TIP: Da squashen jeg brugte var så stor, så blev den først halvveret og den “bløde” del i midten (hvor kernerne sidder) blev skrabet ud med en ske. Har man squash af “almindelig størrelse, så kan man “nøjes” med at skære en smule af når man laver stykkerne af squash eller man kan helt lade være med at fjerne noget.

Endelig lykkes det mig at ramme et sprødt LCHF alternativ til den klassiske pommes frites. Hvem skulle have troet at det var en squash som skulle være inde i min nye favorit-pommes.

Mine squash-fritter gjorde sig forøvrigt formidabelt som tilbehør til en LCHF burger (stor fuldfed bøf, smørstegte løg, meget smeltet cheddar ost, spejlæg, grønt og selvfølgelig hjemmelavet mayo og bacon)

squash-fritter inden de er tilberedt

Squash fritter - Et sprødt LCHF alternativ
 
Forberedelsestid
Tilberedningstid
Tid ialt
 
Lækre sprøde squash-fritter som kan være et lækkert LCHF venligt alternativ til de klassiske pommes-fritter eller rodfrugter. Smagen kan let varieres ved at ændre på krydderi sammensætningen. Fritterne bør serveres med det samme at de kommer ud af ovnen, da de bliver bløde når de har ligget et stykke tid.
Forfatter:
Opskrift type: tilbehør
Nok til: 2-3
Ingredienser
  • 2-3 squash (eller 1 kæmpe-squash)
  • 4 spsk mandelmel (eller fint blendede mandler uden skal)
  • 6 spsk revet parmasan (den færdigrevede er ok, men det bliver meget bedre med friskrevet)
  • 1 tsk fint salt
  • ½ tsk cayenne peber (kan undlades hvis du ikke er til stærk mad)
  • 1 tsk paprika
  • 2 tsk hvidløgspulver
  • 2 tsk løgpulver
  • 2 æg
Fremgangsmåde
  1. Skær squash i stænger af ca 1x1x7cm således at en af siderne i staven er grøn (squash-skal). Skallen hjælper med at holde fritten fast under tilberedningen og du undgår samtidigt den bløde squash-midte
  2. Pisk æg let sammen i en dyb tallerken
  3. Bland mandelmel, parmasan, og krydderierne sammen i en anden dyb tallerken
  4. Tænd ovnen på 165C varmeluft
  5. Put bagepapir på en bageplade
  6. Vend dine squash stave i først æg og derefter i den krydrede parmasan/mandelmel blanding og læg dem så på bagepladen uden at de rører ved hinanden.
  7. Når alle stavene er vendt i blandingen, så sættes bagepladen i ovnen og bages i ca 15-20min (eller indtil de er gyldne og sprøde i overfladen)
Squash-fritter er perfekt tilbehør til burgeren

Kommentarer

Skriv et svar

Bedøm denne opskrift: